Generic selectors

Exact matches only

Search in title

Search in content

Post Type Selectors

Brev til byrådet ang. den fremtidige skolestruktur.

Af


Marika Wijbenga der er Vejrups skolebestyrelsesmedlem, i Fortuna skolen oplyser, at Fortunaskolens bestyrelse,  har sendt et brev til byrådet om, hvad de synes om forslaget om at nedlægge afdelingerne i Vejrup og Grimstrup.

Alle forældre med børn på skolen, og al skolens personale har fået brevet i forældre intra i dag.

 

Kære byråd

 

I skolebestyrelsen for Fortunaskolen har vi drøftet Esbjerg Kommunes forslag om nedlæggelse af 2 af skolens afdelinger. Vi er godt i gang med at skabe en ny skole ud fra de rammer, I besluttede sidste år, og vi mener, det er helt forkert at begynde at ændre på skolestrukturen allerede nu. Vi og skolens personale har brug for arbejdsro til at skabe den gode skole, både I og vi ønsker, og som skolens ”kunder” har krav på jf. ”Politisk beslutningsgrundlag for implementering af Folkeskolereformen i Esbjerg Kommune” og ”Esbjerg Kommunes Børn & Unge Politik”.

 

Vi vil også kraftigt advare mod at starte en ny praksis med at bruge skoledistriktsændringer til at skabe besparelser. Det fjerner skolebestyrelsernes muligheder for at planlægge fremadrettet, og det skaber unødig utryghed blandt forældrene, hvis tillid og samarbejde, skolerne er afhængige af – særligt i disse år med afgørende forandringer på Folkeskoleområdet.

 

Fortunaskolen dækker et stort geografisk område, og mange elever kører i dag med bus til overbygningen. Det fungerer nogenlunde for de store børn, men det betyder ikke, at det også fungerer for små børn. Vi er bekymrede for udsigten til, at mange børn fra 6 års alderen vil få forlænget skoledagen med op til 2 timers buskørsel. Det er ikke en rimelig skolestart.

 

Vi henleder desuden opmærksomheden på, at lukning af de to afdelinger vil gøre den gode overgang mellem børnehave og skole svær.

 

Når vi forholder os til forslaget til besparelse, er vi utrygge i forhold til beregningernes holdbarhed – f.eks. om ekstra klasser, ledelsesresurser, sikker skolevej og ikke mindst udgifter til transport. Vi tvivler på, at besparelsen har den størrelsesorden, som forvaltningen skønner.

 

Vi anerkender, at det er byrådets opgave at fastsætte kommunens budget, og vi vil naturligvis arbejde for at skabe den bedst mulige skole med de rammer, I fastsætter. En god skole kræver, at vi får arbejdsro til at skabe den, hvorfor vi anbefaler, at I arbejder videre efter den gældende sektorplan og dermed fastholder den nuværende skolestruktur. Eventuelle fremtidige ændringer i skolestruktur bør drøftes grundigt i en debat om det bedst mulige skoletilbud til børnene og bør ikke vedtages som element i et sparekatalog!

 

Venlig hilsen

Skolebestyrelsen på Fortunaskolen