Generic selectors

Exact matches only

Search in title

Search in content

Post Type Selectors

Kageelskere knækker cancer

Af


Søndag d. 25. oktober 2015 afholdte Vejrup Husholdningsforening kage- og kaffebord til fordel for

det landsdækkende arrangement Knæk Cancer – og sikke en succes.

 

Vejrup Husholdningsforenings kage- og kaffebord har været annonceret i Vejrup-Endup Nyt, ved

den lokale købmand, i hallen og på de sociale medier, omtalen af arrangementet må også siges at

være nået ud til byens borgere.

Der var til dagens arrangement dækket op til 70 personer, og da klokken slog 14 til kagebordets

start, meldte pladsmanglen sig. Søndagens eftermiddagsarrangement tiltrak hele 225 kageelskende

mennesker: Unge, ældre, børn, familier, venindeklubber, høje og lave lokale støttede hver især

Knæk Cancer med deres entré. Inge Pedersen, formand for Husholdningsforeningen, var ”Vanvittig

overvældet over opbakningen”.

De besøgende kunne mæske sig i 31 forskellige slags kager – alt fra boller, til chokoladekage og

skumfiduskager, kager med frugt, kager med flødeskum og kager med fondant, som kunne lede

tankerne hen på DRs udsendelse Den Store Bagedyst. I dagens program var en lille

kagekonkurrence indlagt; de to kager, der henvendte sig bedst til gæsternes smagsløg og øjenæbler,

blev belønnet med en medalje.

Kage nummer 8 som Malene Laumann Petersen havde bagt, vandt for sit smukke ydre. Malene

kalder selv sin kage for en Skovbundskage, den var dekoreret med svampe, søer og træer.

Pia og Karina Gjerlevsens kage med chokoladebunde, brun og hvid chokolademousse og

hindbærmarmelade stak af med smagssejren. ”Vi havde håbet på at vinde, men ikke regnet med det,

slet ikke på smagen – da man jo skal have smagt kagen, inden man stemmer på den. Der er det

noget andet med udseendet”, fortæller de to mesterbagere.

Byens borgere har kunne melde sig til at bage en kage til arrangementet, imens tørsten kunne

slukkes i kaffe, the og saftevand, der var sponsoreret af Helle og Per Burkal fra Fritidscenterets

Klubhus.

Vejrup Husholdningsforening er meget begejstrede, og overvejer allerede nu at gentage

successen i år 2016, på samme måde i forbindelse med Knæk Cancer. Overskuddet, der blev på

6.531 kroner, går til Knæk Cancer og dermed kræftens bekæmpelse.

 

 

Indsendt af Ida Fogh